Kære Mattias...
Publiceret som debatindlæg i Ekstra Bladet den 28. april 2020
Kære Mattias Tesfaye, tak for din besked om god ramadan, og bekymringer for herboende danske muslimer.
Men jeg må ærligt sige, af en eller anden grund da jeg læste din klare opfordring, så sad jeg ikke med fornemmelsen, af at det var af ren bekymring eller sympati det blev skrevet.
Det kan måske skyldes, at sådan en besked til "danske muslimer" kommer fra en "integrationsminister" og ikke selve statsministeren. Som var det en samtale til andenrangsborgere statsministeren var for fin til selv at tage.
Det kan måske skyldes, at det virker som om, at du spinder undersøgelsen om indvandrere i højere grad bliver ramt af covid-19, som at det var deres egen fejl, da folk ikke er kloge nok til at vide, at man ikke bør samles i større forsamlinger igennem din lange opfordring.
Det kan måske også skyldes, at undersøgelsen du referer til, fortæller i virkeligheden ikke blot at indvandrere bliver hårdere ramt af covid-19, men også at man er en mere sårbar gruppe. Ikke fordi man ikke kan finde ud af at have samfundssind, men af helt praktiske årsager, eks. at man ikke har så store huse, så man kan holde større afstand i husstanden. Og mange besidder jobs, som blot ikke kan klares ved at arbejde hjemmefra.
Det kan derfor skyldes, at det er som om man prøver på at tegne et billede, af at danske muslimer ville bryde den socialdistancering i Ramadanen og ikke adlyde myndighedernes retningslinjer, selvom alt andet siger imod det billede. - Hvilket jeg tror ikke engang DF lige havde kommet i tanke om.
Men det kan egentlig også skyldes, at du igennem coronakrisen, næsten ikke har udtalt dig om grundlæggende problemer medført af fastholdelsen af symbolpolitik, og først har ændret nogle ting efter voldsom kritik. Hvor det bare virker mærkeligt, at du så laver sådan en udtalelse i sammenhæng med Ramadanen.
Et par få eksempler på:
Håndtryksloven der forhindrede folk i at blive statsborgere
Ghettoloven der som yderste konsekvens kan gøre folk hjemløse i sådan en krisetid. (ikke ændret)
225-timersreglen der har betydet, at folk der har mistet jobbet på grund af krisen, ikke har kunne få mad på bordet og betale deres udgifter, da de ikke bare kan søge hjælp fra staten.
Indvandrere der arbejder for at opfylde kravene eller venter på godkendelse af statsborgerskabet, og som har mistet jobbet, kan simpelt ikke søge økonomisk hjælp. For hvis de gør det, så mister de rettigheden til at søge om statsborgerskab.
Når man opfordrer indvandre med medicinsk baggrund hjælpe til i sundhedsvæsnet, men på samme tid nægter at behandle dem på lige fod med sundhedspersonalet, ved at kræve det skal være ulønnet.
Jeg beklager, men når man stadig kan fastholde symbolpolitik i sådan en krisetid, næsten undgå journalister for ikke at konfrontere ens handlinger og ikke løse problematikker der sætter borgere i umenneskelige situationer, så er det virkelig svært at modtage det på en korrekt måde.
Publiceret: