Mærkesager
Hos Center for Muslimers Rettigheder i Danmark arbejder vi med tre hovedtemaer, der er centrale for vores mission: islamofobi, fortalervirksomhed og oplysning.
Islamofobi
Islamofobi er en alvorlig udfordring, der dagligt påvirker danske muslimers liv. Vi arbejder for at kortlægge og dokumentere den stigende islamofobi, som mange oplever, både i det offentlige rum og i institutionelle sammenhænge. På trods af problemets omfang har der endnu ikke været tilstrækkelige statslige initiativer til at undersøge eller håndtere denne udvikling. Denne mangel på politisk handling skaber grobund for hadforbrydelser og øger risikoen for højreorienteret vold. Vi mener, at politisk indblanding og konkrete initiativer er nødvendige for at stoppe denne udvikling og skabe et mere inkluderende samfund.
Som en del af vores indsats for at kortlægge omfanget af islamofobi, tilbyder vi muligheden for at indmelde oplevelser af islamofobi og diskrimination gennem vores platform. De indsamlede data giver os værdifulde indsigter og hjælper os med at dokumentere problemets omfang og skabe et solidt grundlag for handling.
Fortalervirksomhed
Fortalervirksomhed er en hjørnesten i vores arbejde. Vi advokerer for muslimers rettigheder og arbejder for at fremme en konstruktiv dialog mellem borgere, antiracistiske organisationer og politikere. Mange års manglende dialog har givet plads til, at fordomme og misinformation om muslimer har spredt sig. Dette har ført til diskriminerende politik og lovgivning, der marginaliserer muslimske borgere. Vores mål er at sikre, at danske muslimer inkluderes som ligeværdige deltagere i den politiske og sociale samtale. Vi arbejder for at skabe opmærksomhed omkring de strukturelle barrierer, der begrænser muslimers politiske, sociale og religiøse rettigheder, og vi ønsker at bygge bro mellem forskellige aktører for at fremme ligestilling og retfærdighed.
Oplysning
For at mindske islamofobi i samfundet er oplysning og formidling af fakta afgørende. Vi bestræber os på at levere korrekt og objektiv viden om danske muslimer og de udfordringer, de står over for. Denne viden formidles til både befolkningen og beslutningstagere for at sikre et informeret grundlag for handling. Vores arbejde inkluderer undersøgelser og analyser, der giver et nuanceret billede af, hvordan islamofobi manifesterer sig i Danmark, samt hvordan vi som samfund kan tage ansvar for at bekæmpe det.