Aktivister: Danmark skal værne om borgernes rettigheder – ikke politikeres karrierer
28. september 2024 Politiken
Skrevet af:
LAMIES NASSRI SPROGPSYKOLOG OG PROJEKTLEDER I CENTER FOR MUSLIMERS RETTIGHEDER I DANMARK (CEDA)
TOBIAS GREGORY JURIDISK MEDARBEJDER I ALMEN MODSTAND
MANDAG 30. SEPTEMBER skal EU-Domstolen i Luxembourg afgøre, om den danske "ghettolov" strider mod EU-lovgivning ved at kategorisere boligområder baseret på beboeres ikke-vestlige oprindelse. Denne sag, anlagt af beboere i 2020 mod Social-, Bolig- og Ældreministeriet, kan få afgørende konsekvenser for loven og de berørte boligområder.
Den altafgørende faktor for, om et alment boligområde stemples som ghetto, er nemlig antallet af ikke-vestlige beboere, hvilket har ført til opsigelser, tvangsflytninger, salg og nedrivning af boliger.
DENNE HØRING er ikke kun vigtig for de mange beboere i almene boliger, men for alle etniske og religiøse minoriteter i Danmark og Europa, der har oplevet konsekvenserne af en diskriminerende lovgivning på deres krop. Den er også vigtig for alle etniske minoriteter i Danmark, der bliver kategoriseret som ikke-vestlige af den danske regering.
Dommen kan få afgørende konsekvenser for loven og dermed de mange boligområder i Danmark, hvor boligorganisationer allerede har valgt at opsige og tvangsflytte beboere og sælge og nedrive boliger som følge af den diskriminerende lovgivning.
Samtidig vil den sikre, at gruppen af såkaldt ikke-vestlige beboere fremover ikke behøver at frygte at blive mødt med diskriminerende lovgivning baseret på deres etniske ophav.
Djøf"s jurapanel advarer om, at dansk lovgivning ofte går til eller over kanten af internationale forpligtelser, især på udlændingeområdet.
Eksperter påpeger, at politikere er blevet villige til at overskride konventioner og løbe en risiko, når de lovgiver.
Dette skaber en virkelighed, hvor borgeres rettigheder kun opretholdes gennem dyre og langvarige retssager. Det er bekymrende, at borgere skal trække staten i retten for at opretholde deres rettigheder, mens politikere vinder point på stramninger, der går ud over borgernes rettigheder.
Vi må stå sammen og insistere på, at Danmark igen bliver et land, der sætter borgeres retssikkerhed højt. Repræsentanter fra Almen Modstand, Center for Muslimers Rettigheder i Danmark (Ceda) og en bus fyldt med beboere rejser til Luxembourg for at støtte sagsøgerne. De får opbakning fra Institut for Menneskerettigheder, FN"s særlige rapportør om racisme samt FN"s særlige rapportør om retten til ordentlige boligforhold. Høringen er ikke kun vigtig for beboere i almene boliger, men for alle etniske og religiøse minoriteter i Danmark og Europa, og understreger, at diskrimination er uacceptabel.
Politikerne skal værne om borgernes rettigheder - også i Danmark.
Vi er desværre ikke nået dertil endnu, hvor almindelige borgere kan være sikre på, at de politikere, som er blevet valgt til at overholde konventioner og love, faktisk gør det med ære og stolthed. Tværtimod.
Derfor er det afgørende, at vi fortsætter kampen mod diskriminerende lovgivning og insisterer på et Danmark, hvor retssikkerhed og lighed for loven er fundamentale værdier.