Hvem er værdig til at bo i byen?

28. september 2024 Information Amani Hassani 

Mandag skal EU-Domstolen tage stilling til den sag om etnisk diskrimination, beboere i Mjølnerparken har anlagt mod den danske stat på grund af ghettoloven. Det er retten til at bo i byen, der er på spil. 

Mjølnerparken 2.0 er en realitet, med fine hvidvinsglas glitrende i Københavns eftermiddagssol på en lun sensommerdag i Odingårdene, de to karreer, der er blevet omdannet til private lejeboliger. Indretningen på de nye glasbalkoner i skandinavisk æstetik er spot on, et drys af politisk korrekthed, et Palæstina-flag flagrende. Måske for at glemme, at man faktisk er flyttet ind i en lejlighed, der har tilhørt nogle, der er blevet smidt ud, fordi de havde en forkert hudfarve, og at man selv har fået selvsamme lejlighed, fordi man tilhører det bedre borgerskab, altså ifølge staten. 

For taler man med de oprindelige beboere i Mjølnerparken, så er disse nye lejere slet ikke en del af det varme nabolag. Et nabolag, der har kendt hinanden i årtier og fulgt hinandens børn fra fødsel til studenterhue, fra sociale lavpunkter til opture, og været en del af den sociale mobilitet, der også finder sted i Mjølnerparken. 

Det er fem år siden, at 12 beboere sagsøgte Boligministeriet for ulovlig forskelsbehandling. Selv om retssagen stadig er i gang, og beboerne er håbefulde, så er flere af Mjølnerparkens nye private lejere allerede flyttet ind. Fordrivelsen er glemt, og beboerudskiftningen er ved at være fuldendt. 

Mandag den 30. september skal EU-Domstolen ved en høring tage stilling til beboernes sag. Beboerne anklager mere specifikt den danske stat for at have brudt EUs lov om etnisk ligebehandling, dansk lovgivning samt flere konventioner ved at opstille et etnicitetskriterie i den såkaldte ghettolov, nu omdøbt til parallelsamfunds­loven. Dette kriterie stiller nemlig dem, som staten kategoriserer som »ikkevestlige indvandrere og efterkommere« ulige for loven, når det kommer til retten til almen bolig. 

En ikkevestlig masse 

Statens reducering af disse gode naboer til en ikkevestlig masse er problematisk. De bliver fremstillet som borgere, der hverken fortjener den bolig, de har betalt husleje for, eller det naboskab, de har skabt gennem årtiers hverdagsliv. Dette er ikke bare racistisk og islamofobisk. Det er også et udtryk for en etnonationalisme, der ser racialiserede borgere, især muslimske borgere, som mindreværdige, og i værste fald en trussel mod den sociale sammenhængskraft. De skaber huller i danmarkskortet, for at parafrasere Lars Løkke Rasmussens nytårstale fra 2018.  

Med ghettoloven har staten lovliggjort boligdiskrimination, hvor nogle borgere anses for at være problematiske alene på grund af deres etnicitet. Det vigtigste kriterie i ghettoloven er nemlig et fokus på »ikkevestlige indvandrere og efterkommere« som forkerte beboere. Efterfølgende kommer alle de andre kriterier. Mindre uddannelse, manglende arbejde (eller blot det at være førtidspensionist), lavere løn og en plettet straffeattest. Alle disse kriterier kan Christiansborg regulere for således at fastholde boligområder i en ond cirkel mellem de fire såkaldte parallelsamfundslister, hvilket gør det endnu sværere for dem at slippe ud. 

De seneste to år har jeg forsket i Danmarks såkaldte ghettolov. Mit fokus har været på racialiserede beboeres hverdagsoplevelser i deres nabolag. Jeg har set på, hvordan beboere i landets såkaldte ghettoer skaber meningsfulde fællesskaber, på trods af det territorielle stigma de oplever, og den socioøkonomiske marginalisering, der ofte ledsager et sådant stigma. Disse beboere har båret byrden af at være de forkerte borgere i racial, økonomisk og social forstand og har derfor stået for skud i statens sociale styring af byområder. Ghettoloven er nemlig ikke blot et boligsocialt eksperiment, men også et eksperiment i, hvordan staten kan styre den demografiske sammensætning i Danmarks storbyer. 

Presset af indgreb 

Blandt konsekvenserne af ghettoloven er, at i landets hårde ghettoer skal beboere nu finde sig i enten at blive fordrevet til et andet sted i kommunen eller at blive genhuset i mindre boliger til en dyrere husleje, fordi de eller deres naboer har et forkert etnisk ophav. 

Ghettoloven stopper ikke der. For hvis dit boligområde kommer på parallelsamfundslisten det år, dit barn skal begynde i institution, kan du ikke længere vælge den lokale vuggestue eller børnehave. I stedet skal du ud af dit boligområde for at sende dit barn i vuggestue et andet sted i kommunen. Det er baseret på statens forestilling om, at børn i såkaldte ghettoområder ikke lærer at blive rigtige borgere af at gå i den lokale institution med nabolagets børn. Det er blot en af de mange konsekvenser, som et boligområde bliver udsat for, hvis det har for mange racialiserede beboere. 

Statsindgrebene, der bliver lanceret, hvis et boligområde kommer på den berygtede liste, er mange og indgribende for både borgerne, beboerdemokratiet og ikke mindst kommunerne, der skal omlægge budgettet for at kunne indføre dem. Det er dyrt at have de forkerte borgere i sin by! 

Det har skabt omstændighederne for en trefoldighed af boligbarrierer for ikkevest­lige borgere. Undersøgelser har vist, at det er sværere for dem at få en privat lejebolig. Mange oplever diskrimination, når de forsøger at optage boliglån. Og med statens sociale boligstyring optræder de som negative statiske kategorier i det almene boligområde. Desuden oplever de en ekstra barriere for adgang til en almen bolig, hvis de ikke har EU/EØS-statsborgerskab.  

Appetitlig mangfoldighed 

Går man en tur på Nørrebro, er det svært at se disse konsekvenser af ghettoloven og de barrierer, der møder ikkevestlige indbyggere. Nørrebro er alt, hvad en hip hovedstad på papiret skal være. Bydelen er attraktiv, cool og ja, mangfoldig, men på den gode appetitlige måde, hvor vi kombinerer hummus med rødbeder for, måske ubevidst, at stadfæste det danske. Cyklende brune børn hen over Superkilen, der leger og råber efter hinanden, er et forstyrrende element, måske endda utryghedsskabende. Men gruppen af unge hvide kvinder, der, i overført betydning, skubber drengene til side og overtager pladsen for at lave yogaøvelser, de giver en følelse af tryghed, social sammenhængskraft og dejligt byliv. Så ved vi også, at gentrificeringen endelig er kommet til Ydre Nørrebro.  

Mange vil nok tænke, at det er på tide. Altså, at staten gentrificerer Nørrebro. For ellers ville bydelen jo gå til spilde, hvem skal ellers bruge den fine nye metrolinje? Hvem skal bruge den tætte forbindelse til universiteterne og bylivet? 

Hvem er byen for og til? Hvis du spørger den danske stat, så er der i hvert fald en bestemt gruppe borgere, byen ikke er til: de ikkevestlige indvandrere og efterkommere. Hele ghettopakken er baseret på, at man fratager disse borgere retten til deres by. Det er grunden til, at Mjølnerparkens beboere nu er fordrevet fra deres boliger til fordel for en ny gruppe private lejere med mindre melanin i huden og dyrere biler. 

Kampen for nabolaget 

Nørrebro har gennem en lang årrække oplevet politisk stigmatisering. Nørrebros beboere, inklusive Mjølnerparkens, svarede tilbage på dette stigma ved at skabe en græsrodsby, hvor de lokale beboere løftede hinanden socialt gennem lokale initiativer, sportsklubber, lektiehjælp og gode støttende naboskaber, hvor de, uanset deres etniske, religiøse og kulturelle ophav altid kunne banke på hos deres nabo og bede om en hjælpende hånd. 

Det er det, der er gået tabt med fordrivelsen af de over 100 familier, og som erstattes af private udlejningsboliger. Byen er poleret og fin, men den er overfladisk og uengageret i nabo­skabet. 

Amani Hassani er ph. d. i sociologi, Leverhulme Early Career Fellow og næstforkvinde i Center for Muslimers Rettigheder i Danmark (CEDA) 

Med ghettoloven har staten lovliggjort bolig­diskrimination, hvor nogle borgere anses for at være problematiske alene på grund af deres etnicitet 

Kilde: https://www.information.dk/debat/2024/09/hvem-vaerdig-bo-byen