Kronik: Et år efter 7. oktober 2023: Palæstinenserne forsvinder ikke
5. oktober 2024 Politiken JINAN HAMMOUDE, sociolog og forkvinde for Center for Muslimers Rettigheder i Danmark (CEDA)
Angrebet 7. oktober bruges af Israel som et skalkeskjul til at retfærdiggøre en fuldstændig udslettelse af Gaza, en udvidelse af besættelsen af Vestbredden og en intensivering af deres koloniale projekt.
FROM THE RIVER to the sea" har længe været et symbol på håbet om frihed og retfærdighed for det palæstinensiske folk. På mandag markerer vi årsdagen for 7. oktober 2023, hvor ca. 1.100 israelere mistede livet, og mere end 200 blev taget som gidsler.
Under påskud af "selvforsvar" har den israelske dødsmaskine siden hen dræbt over 42.000 palæstinensere og såret mere end 95.000. Det er umuligt at begribe en sådan skæv fordeling af tab af menneskeliv. Hvis man laver det kyniske regnestykke - og det ubehager mig dybt overhovedet at taste det ind i lommeregneren - svarer det til, at for hver israeler, der mistede livet, er der siden hen blevet dræbt over 38 palæstinensere. Hver af dem var et menneske med et liv, børn, mødre, fædre, folk, der gik i skole, havde hobbyer og drømme.
Dette er ikke blot tal; det er menneskeliv, der brutalt er blevet revet væk i en virkelighed, hvor palæstinensiske liv systematisk nedvurderes.
Hvor er retfærdigheden, når et angreb på én side udløser en massakre på den anden? Proportionerne er ikke bare uforståelige - de er uhyrlige.
Det her handler om mere end tal; det handler om en grundlæggende dehumanisering, som er et centralt kneb i vestlig imperialisme og zionismen.
VISSE LIV ANSES SOM mere værdifulde end andre, og det er præcis denne dehumanisering, Israel praktiserer - og som Vesten stiltiende accepterer - ved konsekvent at værdsætte israelske liv højere, mens palæstinensiske liv reduceres til anonyme tal i en blodig statistik. Et grotesk eksempel på netop dette er det tidligere medlem af Folketinget for Liberal Alliance, nu politisk kommentator på B.T.
Joachim B. Olsen, der i et tweet skrev: »Jeg tror simpelthen, at mange begår den fejl, at de tror, at palæstinenserne er ligesom os, at de elsker deres børn på samme måde, som vi elsker børn«.
Et andet eksempel er statsminister Mette Frederiksen, som 10. oktober 2023 lagde blomster ved Israels ambassade for at mindes de dræbte israelere. Da en journalist fra TV 2 spurgte hende, om hun havde tænkt sig at »gøre noget lignende for også at vise sympati over for den palæstinensiske civilbefolkning«, afviste statsministeren sammenligningen.
Ifølge Mette Frederiksen kunne man slet ikke sammenligne de dræbte palæstinensere med de dræbte israelere.
Denne dehumanisering og skæve vægtning af menneskeliv er ikke ny.
Det er den samme struktur, der har undertrykt oprindelige folk gennem århundreder. Derfor spejler indfødte folk verden over, der har mærket Vestens imperialisme og dehumanisering, sig i den palæstinensiske frihedskamp.
De genkender mønstret: kampen mod en global magtstruktur, der nedvurderer deres liv for at opretholde koloniale og imperialistiske interesser.
Palæstinensernes kamp er ikke kun deres egen - den er en del af en større global kamp for frihed og retfærdighed.
Netop denne pointe skrev professor i æstetik Mikkel Bolt om i en kronik i Information 23. september. Han beskriver, hvordan dehumanisering er et centralt træk i racistiske repræsentationer, hvor mennesker gøres til objekter - tal i en statistik. I Israels besættelse af Palæstina ser vi dette tydeligt: Palæstinensiske ofre er reduceret til daglige opdateringer om døde kroppe uden navne, uden historier, og uden stemme. Som Bolt påpeger, dør der nogen hver dag, men sjældent er det forsidestof.
Mediedækningen fører alt tilbage til 7. oktober, som om historien startede dér, og som om Hamas" handlinger opstod i et historisk vakuum, hvor de palæstinensiske lidelser fuldstændig ignoreres.
DENNE FORSKYDNING, hvor gerningsmænd og ofre bytter plads, er en dyb refleksion af vestlig kolonialisme og europæisk antisemitisme. Ifølge Bolt undgår Vesten sin egen historie med kolonisering og antisemitisme ved at flytte skylden over på palæstinenserne.
Nu er det palæstinenserne, der bliver beskyldt for antisemitisme, og ved at støtte Israel ukritisk i krigen mod det palæstinensiske folk vasker Vesten hænderne rene for sin egen historiske skyld.
Det er en kynisk og kalkuleret mekanisme, hvor Vesten udnytter sin historiske skyldfølelse over antisemitismen til at dæmonisere enhver kritik af Israels politik. I stedet for at konfrontere egen koloniale og imperialistiske fortid og tage ansvar for de systemiske uretfærdigheder, Vesten selv har skabt, skifter den fokus og stempler dem, der støtter palæstinensernes frihedskamp som fjender af Israel og dermed som fjender af jøder.
Denne taktik fungerer som en beskyttende mur for det hvide overherredømme.
Gennem denne narrative forskydning kan Vesten fortsætte med at opretholde sin moralske overlegenhed, mens den ignorerer den palæstinensiske lidelse.
Den usynliggør de grusomheder, som palæstinenserne dagligt udsættes for under besættelsen, og underminerer enhver kritik af Israels apartheidpolitik som værende antisemitisk eller ekstremistisk. Resultatet er, at palæstinensernes ret til modstand, frihed og selvbestemmelse systematisk delegitimeres.
Vestens historiske skyld over holocaust og antisemitisme bliver således et våben - ikke mod uretfærdighed, men mod dem, der udfordrer de nuværende magtstrukturer. I stedet for at lære af fortidens fejltagelser og stå på de undertryktes side har Vesten valgt at beskytte Israels apartheidregime som et skjold for at skjule sin egen historiske skyldfølelse. Det er en moralsk fordrejning af værste skuffe, hvor de, der kæmper mod reel undertrykkelse, stemples som hadere og ekstremister, mens undertrykkerne får frie tøjler til at fortsætte deres brutale koloniale projekt.
Denne forvrængede logik giver undertrykkerne frit spil, mens de, der vover at tale for retfærdighed, bliver gjort til skurke.
SAMME MØNSTER gentager sig systematisk i denne debat. Et tydeligt eksempel er FN"s generalsekretær Antonio Guterres" forsøg på at forklare, at begivenhederne 7. oktober ikke kan ses isoleret. Han mindede verden om den kollektive historiske kontekst og understregede, at Hamas" handlinger ikke opstod i et vakuum. 56 års brutal besættelse, systematisk undertrykkelse og apartheid udgør selve fundamentet for den vold, vi er vidne til i dag.
Men i stedet for at blive taget alvorligt blev Guterres hurtigt dæmoniseret af Israel for at udtale den åbenlyse sandhed. Som bekendt blev han anklaget for antisemitisme - en taktik, der synes at være hentet direkte fra den zionistiske håndbog for at lukke munden på enhver, der udtaler kritik af Israel.
Det er ikke tilfældigt, at enhver kritik af Israel i dag bliver stemplet som antisemitisk, og at alle, der åbent støtter palæstinensernes frihedskamp, bliver mistænkeliggjort som terrorsympatisører.
Dette på trods af at palæstinenserne under international lov har ret til at yde væbnet modstand mod ulovlig besættelse og apartheid.
At koble kritik af Israel til terrorsympati er blevet en slidt og gennemskuelig taktik, der nu både er uoriginal og trættende. Et eksempel er statsministeren, Mette Frederiksen, der tidligt insinuerede, at propalæstinensiske demonstrationer kunne opfordre til terror.
Regeringens forsøg på at intimidere fredelige demonstranter, der protesterer mod Israels besættelse, folkedrab og etniske udrensning ved at stemple dem som terrorsympatisører, er intet mindre end en kynisk magtmanøvre for at kvæle modstand og lukke munden på dem, der råber op om retfærdighed.
Dette er ikke bare et dansk fænomen.
Overalt ser vi politikere misbruge terrorbegrebet for at fremme deres egne politiske dagsordener og kvæle modstand. I Berlingskes nyhedsbrev #103 gjorde chefredaktør Tom Jensen det samme, da han forbandt propalæstinensiske protester og muslimske borgere, der aflyste en iftar-midddag under ramadan-måneden, med ekstremisme, antisemitisme og radikalisering.
Det er en velkendt taktik: Stempler som "antisemitisme" eller "ekstremisme" kastes over enhver, der tør tale imod Israels handlinger og støtter palæstinensernes frihedskamp.
Og det er ikke kun i medierne. Politiet i Berlin har forbudt støttedemonstrationer for Palæstina med henvisning til, at de skulle udgøre en trussel mod offentlig sikkerhed. I Frankrig har regeringen ligeledes forbudt demonstrationer med samme begrundelse.
Disse tiltag er ikke kun et angreb på ytringsfriheden - de er en direkte kriminalisering af solidaritet og en effektiv måde, hvorpå man kan lukke munden på kritikere af Israels forbrydelser.
DET, VI SER, ER EN global indsats for at dæmonisere enhver, der tør sætte spørgsmålstegn ved Israels handlinger.
Det er ikke blot en intimideringstaktik; det er en strategi for at opretholde status quo. Regeringer overalt misbruger frygten for terror til at legitimere deres forsøg på at undertrykke dem, der kræver retfærdighed for det palæstinensiske folk.
Det er en bevidst strategi. Israel og dets allierede forsøger at udviske enhver diskussion om de virkelige årsager til deres endeløse massakre - den langvarige undertrykkelse af palæstinenserne.
Ved at påstå, at kritik af Israel er det samme som antisemitisme eller terrorsympati, forsøger man at lukke munden på alle, der taler sandheden.
Men sandheden kan ikke undertrykkes: Israels systematiske udryddelse af palæstinenserne er ikke selvforsvar - det er krigsforbrydelse efter krigsforbrydelse, og det er målrettet angreb mod civilbefolkning.
Den Internationale Domstol (ICJ) fandt det desuden plausibelt, at Israels handlinger kunne udgøre folkedrab, og udstedte seks foreløbige foranstaltninger.
Israel blev blandt andet beordret til at tage alle nødvendige skridt for at forhindre folkedrab, herunder at stoppe opfordringer til folkedrab, sikre, at nødhjælp og bistand når de palæstinensere, der er under belejring i Gaza, og at bevare beviser for de forbrydelser, der er blevet begået i området. Dette understreger, at Israels handlinger ikke blot kan forklares som selvforsvar, men som en systematisk og bevidst udrensning af palæstinenserne.
På trods af dette bruges 7. oktober stadig som et skalkeskjul af Israel til at retfærdiggøre en fuldstændig udslettelse af Gaza, en udvidelse af besættelsen af Vestbredden og en intensivering af deres koloniale projekt.
Vestlige regeringer, inklusive Danmark, står som medskyldige, da de ikke kun ser gennem fingre med denne uretfærdighed, men aktivt understøtter den med våben, penge og politisk dækning. De forsøger endda at indskrænke demokratiske friheder i egne lande under dække af en "ny krig mod terror". Men i virkeligheden er det en fortsættelse af vestlig imperialistisk og destabiliserende politik i regionen.
Denne krig er ikke blot et spørgsmål om de sidste 12 måneder - det er resultatet af 75 års systematisk kolonisering, undertrykkelse og etnisk udrensning.
Palæstina er blevet et symbol på global uretfærdighed, og deres modstand er ikke kun deres egen kamp, men en kamp, vi alle bør støtte.
Israel vil forblive en kolonial apartheidstat, uanset hvor mange bomber de kaster, eller hvor mange civile de myrder. Palæstinenserne forsvinder ikke. Deres ret til frihed, værdighed og liv kan ikke og vil ikke blive knust.
I ANLEDNING AF årsdagen er der planlagt demonstrationer over hele verden, hvor tusinder vil samles for at kræve retfærdighed for Palæstina.
Slagord som "from the river to the sea" vil genlyde i gaderne, og er et krav om frihed, retfærdighed og en afslutning på det, som kun kan beskrives som en kolonial udryddelseskrig. Ordene er blevet stærkt politiserede af Vesten, men for dem, der råber dem i dag, og for palæstinenserne er de et opråb mod en langvarig besættelse og et apartheidregime, der systematisk nægter dem deres mest grundlæggende rettigheder.
Mange i Vesten har først nu hørt dette slagord takket være mediernes fordrejning af dets betydning. Men bag det simple udtryk gemmer sig flere dybe betydninger. Det bemærkelsesværdige ved slagordet er, at Israel praktiserer sin egen version af "from the river to the sea" gennem sin koloniale ekspansion og besættelse. Den israelske stat har længe arbejdet på at realisere en vision om "Greater Israel" - en plan om at besætte mere land og fuldstændig udslette palæstinensisk suverænitet fra Jordanfloden til Middelhavet. Denne praksis er ikke en teori - den er virkeligheden for millioner af palæstinensere, der lever under konstant militærbesættelse og apartheidlovgivning.
Palæstinenserne bruger "from the river to the sea" som et modsvar - et slagord for deres nationale befrielsesbevægelse.
Det er et opråb for at genvinde det, der blev taget fra dem: deres land, deres hjem og deres ret til at leve frit. Vi kan ikke blive ved med at ignorere besættelsen og undertrykkelsen af palæstinenserne.
Fra floden til havet må der sikres lige rettigheder for alle, og de palæstinensiske flygtninge skal have ret til at vende hjem.
Palæstinensernes kamp for frihed vil ikke forsvinde, uanset hvor mange anklager om terrorisme eller antisemitisme der bliver kastet efter dem.
Som historien har vist, vil de undertrykte fortsætte med at kæmpe for deres ret til at leve i frihed. Fra floden til havet er ikke kun et krav om territorium - det er et krav om lige rettigheder, om at afslutte en besættelse, der har frataget palæstinenserne deres land, rettigheder og eksistens i mere end et halvt århundrede.
Og som vi i et år har set nu, fortsætter demonstrationerne verden over med kravet og håbet om et frit Palæstina.
Visse liv anses som mere værdifulde end andre, og det er præcis denne dehumanisering, Israel praktiserer - og som Vesten stiltiende accepterer
Palæstinensernes kamp er ikke kun deres egen - den er en del af en større global kamp for frihed og retfærdighed.